Frontløbere i byggeriets processer

Lean Construction til debat blandt praktikere i Aalborg

  • Men hvordan stiller man konkrete krav til brug af Lean Construction i udbudsmaterialet?
  • Er det ikke bare sund fornuft?
  • Kender du til en virksomhed, der bruger lean sådan rigtigt?
  • Hvis vi nu skulle starte med at bruge lean construction, hvor skulle vi så starte?
  • Må vi ikke høre mere om…?
  • ?

Og sådan blev spørgsmålene ved at komme frem d. 6. marts 2014. Hvor er det fantastisk, at praktikere i alle grene af den nordjyske byggebranche er så spørgelystne og vil vide, hvordan man går i gang!

30 praktikere samlet til udviklingsforløb om bæredygtighed, BIM og lean i byggebranchen
Første stop på dagens Lean Construction tur var hos University College Nordjylland, hvor 30 praktikere fordelt på 10 virksomheder var samlet til fjerde og sidste dag omkring lean i byggebranchen. Forud havde de fået undervisning om lean, leanprincipperne, værtøjer og metoder, og det var så min opgave at fortælle om Lean Construction foreningen, netværket omkring det, tendenser og internationale perspektiver.

Debatten tog heldigvis hurtigt afstikkere til mange andre emner omkring lean, og hvordan det kan bruges og implementeres i branchen. Men da jeg efter to timer fik spørgsmålet om, hvor man kunne tage et endnu mere detaljeret kursus i lean construction, måtte jeg sige STOP. Det er super godt, at der gennem Væksthus Nordjylland kan findes ressourcer til hele fire dage om lean i byggebranchen - men herefter skal man altså ud og prøve det. Man kan ikke læse sig til at være en god lean praktiker. Det skal prøves, og man skal ikke være bange for at lave fejl, det værste man kan gøre er INGENTING.

Lean Construction spirer i rådgiverbranchen

Næste stop på turen var Grontmij. Her fortalte afdelingschef for "Planning and Design" i Aalborg, Thomas N. Christensen, om, hvordan lean var ved at finde sin vej ind i virksomheden. Først havde man igangsat et pilotprojekt, hvor de gennem workshops med kunder havde identificeret kundeværdien i to typer af projekter, man ofte indgik i.


Herefter samlede man repræsentative projektledere fra virksomheden, som herefter lavede værdistrømanalyser, der skulle identificere værdi- og ikke mindst spildaktiviteter. Der blev identificeret ikke mindre end 68 aktiviteter, som ikke direkte førte op mod værdi for kunden. Herefter blev disse spildtyper analyseret, og de nemmeste, med den største effekt, blev prioriteret.

Af andre tiltag var bl.a. intern ressourcestyring, rådgivning af bygherre til at stille de rigtige krav, timeouts mv.

Tilhørere viste stor interesse i tiltagene, og det var til stor inspiration, at man relativt nemt kunne komme i gang med at leane virksomheden.

/ Randi Muff Christensen, Formand for Lean Constriction - DK

Se præsentationer samt deltagerliste her: