Frontløbere i byggeriets processer

Er arbejdsmiljø og sikkerhed fremtidens konkurrenceparameter?

Sikkerhed er en god forretning og en basal ret som medarbejder, det var hovedbudskabet på konferencen: Er arbejdsmiljø og sikkerhed fremtidens konkurrenceparameter?

Konferencen blev holdt i Microsoft nye hovedkvarter i Lyngby, som Hoffmann står for at bygge. Konferencen som Hoffmann var vært for, er præmien for at Hoffmann vandt procesprisen, der uddeles i et samarbejde mellem Lean Construction - DK og Boligfonden Kuben. Ydermere var der samarbejde med Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar.

Arbejdsmiljø hos Hoffmann

Hoffmann har siden 2007 nedbragt arbejdsulykker til langt under branchegennemsnittet og samtidig hævet indtjeningen betragteligt.

Administrerende direktør i Hoffmann Torben Bjørk fortalte på konferencen, hvordan entreprenørvirksomheden insisterer på, at medarbejderne skal komme hjem i samme stand, som de går på arbejde "bare lidt mere trætte", som han udtrykte det. Og at det faktisk er en god forretning, at have et ordentligt menneskesyn, blev dokumenteret i tørre tal.

Hvad siger Juraen

Dagen bød også på oplæg fra advokaterne Claus Berg og Carsten Led-Jensen, der lod det stå helt klart, at arbejdssikkerhed kan indgå som tildelingskriterium og som kontraktkrav. Det er udelukkende et spørgsmål om bygherrens prioritering og politik, hvor meget sikkerhed skal vægte.

 

Det mener Bygherrerne

Danica Ejendommes byggechef Bjarne Erik Sørensen, der er bygherre på Microsofts hovedsæde, som udgjorde ramme for konferencen og case for dagen, fortalte, hvordan Danica i alle deres investeringer vægter samfundsansvar herunder sikkerhed, da de har erkendt, at det i et længere perspektiv giver det største afkast.

Niels Sloth, kontorchef i Region Nordjylland, forklarede, hvordan regionerne arbejder aktivt med arbejdssikkerhed i udvælgelsesprocessen.

Direktør i Akademiska Hus i Sverige, Tomas Ringdahl, pointerede, hvor vigtigt det er, at branchen løfter ansvaret for arbejdsmiljøet i flok, og at bygherrerne begynder at stille ensartede krav, så den større sikkerhed kan sprede sig til alle byggepladser.

Der var bred enighed om, at det er vigtigt, at branchen sammen får sat arbejdssikkerhed på dagsordenen. Dermed blev det endnu en gang understreget, at Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar har en vigtig rolle i at samle branchen på tværs af bygherrer, rådgivere og entreprenører.

Dagen blev dokumenteret i tegning og talebobler af Erik Petri.

Se det visuelle referat