Den gode proces hædres på Building Awards 2019

Procesprisen 2019

Den gode proces hædres på Building Awards 2019

Sammen med Boligfonden Kuben uddeler Lean Construction DK igen Procesprisen. Prisen gives til det projekt eller den organisation, som formår at løfte produktiviteten, samarbejdet eller kvaliteten igennem deres tilgang til processer.

Sidste års vinder

I et stærkt felt af kandidater var det Vandpartner, som sidste år endte øverst på podiet og vandt Procesprisen 2018, for deres mangeårige arbejde med at skabe en ny samarbejdskultur i vandbranchen. Aarhus Vand blev bl.a. præmieret for deres nytænkende og resultatorienterede partnerskabsmodel. En model som skaber større værdi og udvikler stærkere løsninger end ved traditionelt bygge- og anlægsarbejde.

"Vi ser i øjeblikket mange modige og nyskabende forsøg med processer i byggeriet, som skaber værdi for både projekterne og for de involverede parter. Jeg ser frem til at modtage indstillinger for processer i hele branchen", siger Carl Johan Fokdal Christensen, sekretariatsleder hos Lean Construction DK og projektleder for Procesprisen.

Indstilling til Procesprisen

Procesprisen gives til en organisation, et samarbejde eller et projekt, der i særlig grad har bidraget til at udvikle samarbejde og arbejdsprocesser inden for byggeriet. Særligt præmieres en sammenhæng mellem gode dialogbaserede processer, god kvalitet og en stigende produktivitet.

Du kan allerede nu og frem til d. 15. juni indstille en eller flere kandidater. Læs om Procesprisen og indstil kandidater til prisen - HER.

Building Awards 2019 på The Plant

Procesprisen uddeles d. 7. november på Building Awards som en af flere priser. Building Awards, som afholdes på The Plant på Refshaleøen, er byggeriets store awardshow. Her samles hele byggeriet for at hylde projekter, enkeltpersoner og organisationer, som har gjort sig ekstraordinært bemærket i branchen. Læs mere om Building Awards på Licitationens hjemmeside - HER.