Tre stærke kandidater til Procesprisen 2018 er fundet

Nominerede procesprisen 2018

Tre stærke projekter kæmper om Boligfondens Kubens Procespris 2018, som hædrer de stærke byggeprocesser, hvor god planlægning og godt samarbejde fører til højere produktivitet. De nominerede projekter er forsyningssamarbejdet Vandpartner i Aarhus, renoveringen af plejecentret Hørgaarden på Amager samt brancheinitiativet Bedre Bundlinje igangsat af Dansk Byggeri og 3F.

Vandpartner 01 Presse

 

Byggebranchen kritiseres ofte for ikke at være produktiv nok. Og nyeste forskning fra bl.a. Aarhus Universitet viser da også, at en typisk håndværker på en byggeplads blot er effektiv en tredjedel af tiden. Resten af tiden går med bl.a. koordinering, kørsel og ventetid.

 Når Boligfonden Procesprisen 2018 uddeles for syvende gang af Boligfonden Kuben og Lean Construction-DK, er det for at hylde de mest innovative og nyskabende projekter, som netop har formået gøre op med produktivitetsudfordringerne. Prisen fremhæver de projekter eller samarbejder i byggebranchen, som på forskellig vis bidrager til at optimere byggeprocessen til gavn for både tidsplan, arbejdsglæde og sikkerhed på pladserne samt økonomi.

 De tre nominerede kandidater til årets pris er følgende:

  • Forsyningssamarbejdet Vandpartner, som fornyer vandledningsanlæg og spildevandsledningsanlæg i Odder, Favrskov og Aarhus
  • Renovering af plejecenter Hørgaarden på Amager for gode processer og bedre funktionelle løsninger gennem klare krav til samarbejde og gennemsigtighed fra bygherren
  • Brancheinitiativet Bedre Bundlinje, som udvikler lean-værktøjer og guidelines til byggebranchen

Horgarden _Nursing Home _NCC69396

 

Pris for processen

Enhver der har færdes på en byggeplads ved, at byggeprojekter indeholder nogle svære og ofte meget komplicerede og langstrakte processer med mange aktører. Selv små misforståelser og ændringer føre til ventetid og forsinkelser i processen.

 

Mens mange andre priser inden for byggesektoren honorerer de færdige byggerier, så sætter Procesprisen pris netop fokus på de ofte komplicerede projekter og svære processer.

 

Katalysator for produktivitet

Det er nemlig kendt, at gode processer er den væsentligste katalysator for øget produktivitet inden for byggeriet, fortæller Sidse Buch, der er politisk-økonomisk konsulent i BAT-Kartellet og bestyrelsesmedlem i Lean Construction DK. Desuden sidder hun også i Boligfonden Kubens bestyrelse og i bedømmelseskomiteen på Procesprisen.

 

Hun er begejstret for de tre nominerede kandidater:

 "Spændvidden mellem de tre nominerede, viser hvordan branchen rykker sig i den positive retning. Vi har den langsigtede partneringaftale over seks år med masser af innovation i Aarhus samt renoveringsprojektet på plejecentret på Amager, hvor der fra start er investeret i at få etableret et solidt fundament for samarbejde og bedre processer. Sidst men ikke mindst skaber samarbejdet imellem Dansk Byggeri og 3F en bedre bundlinje. Her er arbejdsgiver og arbejdstager i fællesskab gået sammen om at fremme produktiviteten. Det er en unik konstellation. Ikke bare i Danmark, men i hele verden."

 Bedre Bundlinje 01

 

Gode kandidater

De tre topkandidater til prisen er valgt ud fra 15 indstillede projekter, som alle er eksemplariske bud på hvordan man som aktør i branchen via bedre processer og samarbejde kan skabe mere kvalitet og øget produktivitet - uanset om man er bygherre, rådgiver eller entreprenør.

 Den store brede blandt de indstillede kandidater er en indikator på en god udvikling i branchen, fortæller Dag Sander, chefrådgiver hos Sweco og del af dommerkomiteen:

 "Vi er benovede over at få lov at høre alle de gode historier fra branchen. Hver af de 15 indstillinger afspejler en vilje til at gøre op med vanetænkning. Alle er eksempler på, at det er muligt at rykke ved normerne i branchen og de viser med al tydelighed, at når man bevidst arbejder med processerne, så er det muligt at få bedre samarbejde, bedre arbejdsmiljø og bedre økonomi i sine projekter."

 Det er Boligfonden Kuben der sammen Lean Construction DK uddeler den prestigefyldte pris. Prisen blev senest uddelt i 2016 til samarbejdet "Byg til Vækst" for resultater opnået på byggeriet af Odenses kongres- og kulturhus Odeon.

 Boligfonden Kubens Procespris 2018 uddeles på Building Award 2018 den 9. november på Langelinie Pavillonen.


 

Om de nominerede: 

Bedre Bundlinje

Motivation:Bedre Bundlinje er nomineret for at tage konkrete initiativer til at løse produktivitetsudfordringer i byggeriet på tværs af arbejdsgivere og arbejdstagere. I et unikt samarbejde mellem 3F og Dansk Byggeri løftes samarbejdskulturen og hele byggebranchen gennem bl.a. simple lean construction-værktøjer og guidelines. Bedre bundlinje giver momentum til virksomheder og deres medarbejdere til at få etableret med samarbejde til gavn for bl.a. produktivitet, arbejdsmiljø og indtjening.

 

Bedre Bundlinje er et unikt brancheinitiativ imellem Dansk Byggeri og 3F, som er kørt hen over tre runder de seneste syv år. Projektet viser vejen til, hvordan byggeriet i højere grad kan bruge bl.a. Lean Construction-værktøjer til at samarbejde og løse opgaver med bl.a. planlægning, logistik og udførelse på en mere optimal måde samt sikre at metodikken og læring gentages fra projekt til projekt uanset størrelsen af byggeprojektet. Konkret indeholder projektet en række værktøjer, guidelines og tilgange som kan styrke samarbejdsprocesserne og sikre at de vigtige emner gennemgås mellem de forskellige parter. Gevinsten er bedre byggeri i en højere kvalitet og en bedre bundlinje.

 

Initiativet er blevet løbende evalueret, og erfaringer viser at et lille skub med leanværktøjer kan sætte gang i en stor udvikling, der medfører højere produktivitet og bedre arbejdsmiljø. I Bedre Bundlinje har Dansk Byggeri og 3F primært arbejdet med deres medlemsorganisationer, men de konkrete processer og værktøjer let kan anvendes af andre brancher, herunder rådgivere, arkitekter og på tværfaglige projekter

 

Fakta om Bedre Bundlinje

Projekt: Værktøjer til at arbejde med bl.a. lean construction-principper i byggeprocessen

Aktører: 3F og Dansk Byggeri

Indhold: Bedre Bundlinje 1.0, 2.0 og 3.0

Projektperiode: 2011-2018

www.bedrebundlinje.dk


 

Plejecenter Hørgaarden

Motivation:Projektet med at renovere plejecentret Hørgaarden på Amager er nomineret som et forgangseksempel på, hvordan en bygherre gennem krav til samarbejde og gennemsigtighed kan skabe grundlaget for gode processer og bedre funktionelle løsninger i praksis. Med løbende evalueringer og et systematisk fokus på, hvordan aktørerne bliver bedre i fællesskab, er projektet løst inden for budget og tidsrammen - og til stor tilfredshed fra ansatte og beboere i ældreboligern.

Renoveringen af plejecentret med Hørgaarden blev igangsat 2009 og skal afsluttes i 2020. Plejecentret består af tre blokke i fem etager og indeholder 194 boliger og servicearealer.

 

I 2009 igangsatte Boligforeningen 3B som bygherre en stor løbende renovering af byggeriet, der oprindeligt blev opført i 1974. Arbejdet blev igangsat med til en klar løbende facilitering af samarbejdet mellem projektets aktører samt en medfølgende økonomisk incitamentsstruktur for at optimere de fælles processer.

 

Projektet viser, hvordan en bygherre kan tage lederskab til et projekt og bl.a. med klare rammer opbygge et tillidsforhold imellem byggeriets parter og dermed afvæbne konflikter før de opstår. Til at understøtte samarbejdet arbejdet anvendte parterne bl.a. lean construction-principper, projektoptimering hver fjerde måned, 3D modellering og droneflyvninger. Indsatser der hver især har bidraget til det gode projekt og et sammentømret team, der glædeligt fortæller om projektet i fællesskab. Sidst men ikke mindst har det resulteret i glade beboere og medarbejdere på plejecentret.

 

Fakta om Hørgaarden:

Projekt: Renovering af plejecentret Hørgaarden

Bygherre: Boligforeningen 3B

Bygherrerådgiver: HolteProjekt A/S

Brugerne: Sundheds- og Omsorgsforvaltningen Plejecenterert Hørgården (Københavns Kommune)

Totalentreprenør: NCC Construction Danmark A/S

Arkitekt: JJW Arkitekter

Ingeniør: Holmsgaard A/S

Landskabsarkitekt: LIW planning Aps

Projektperiode: 2009-2019

 


Vandpartner

Motivation: Projektet Vandpartner, der fornyer vandledningsanlæg og spildevandsledningsanlæg i Odder, Favrskov og Aarhus kommuner, er nomineret for dets mangeårige arbejde med kontinuert at trimme de interne processer ved brug af forskellige innovationsværktøjer som fx partnering og lean. Det skarpe fokus på processer og innovation resulterer både i billigere priser og bedre kvalitet af vand og -spildevandsforsyning

 

Vandpartner er en seksårig ramme- og partneringaftale udbudt af Aarhus, Favrskov og Aarhus kommuner. Parterne indgår i et offentligt-privat partnerskab konstrueret på traditionelle partneringprincipper. Men til forskel fra andre projekter har Vandpartner en varighed, hvor det er muligt at udvikle effektive og målrettede processer, som kommer alle parter til gode. For et skabe det rette incitament for de involverede parter blev der indføjet et krav om 2 pct. årlige besparelser i udbudsmaterialet. Det skabte en brændende platform for hele tiden at evaluere processerne og finde nye og bedre måder at arbejde på. Indsatsen indebar bl.a. etablering af en række innovationsgrupper, hvor alle aktører på byggepladsen var repræsenteret. Bag initiativet stod en yderst aktiv og ansvarlig bygherre. Resultatet er et holdbart fundament for fortsat innovation og bedre processer.

 

Fakta om Vandpartner:

Projekt: Fornyelse af vandledningsanlæg og spildevandsledningsanlæg i Odder, Favrskov og Aarhus

Bygherre: Aarhus, Favrskov, og Odder Kommune

Rådgivere: Niras, Envidan, LE34

Entreprenør: Arkil, Aarsleff og VAM, FKS Slamson

Projektperiode: 2016-2021